Rådgivning & sparring
Idé- og projektudvikling
Frivilligcentret tilbyder hjælp og inspiration i arbejdet med idé- og projektudvikling – Fra idégenerering til udformning og implementering.
Uanset hvor i processen I befinder jer, er I meget velkomne til at kontakte os. Vi kan sammen planlægge, hvordan frivilligcentret kan hjælpe jeres idé eller projekt på vej.
- Hvilken situation, vil I gerne forbedre eller forandre?
- Hvilke relevante kompetencer og ressourcer besidder I?
- Hvorfor er det vigtigt, at lige netop jeres forening tager ansvar for at skabe den ønskede forandring?
- Hvem er jeres målgruppe, og hvad kendetegner disse personer?
- Brug af forskellige kreative øvelser til at udfordre ”hjernen”
- Hvem skal være med til at udføre idéen (eventuelle samarbejdspartnere)?
- Hvordan opnår I de nødvendige økonomiske midler, og skal I lave et budget og en finansieringsplan?
- Hvordan vil I realisere jeres idé eller projekt?
- Hvad er tidsplanen, og hvordan vil I dokumentere, følge op og evaluere indsatsen?
- Hvordan forankrer I resultaterne således, at de bliver bæredygtige?
Rekruttering af frivillige
Det er vigtigt at finde de rigtige frivillige til de forskellige opgaver. Det er også vigtigt, at de frivillige i jeres forening får en god oplevelse med at være frivillig. Fokus på rekruttering, introduktion, frivilligpleje og udvikling kan være med at sikre en stabil og velfungerende frivilliggruppe med en løbende og balanceret tilgang af nye frivillige – og det kan holde udskiftningen af frivillige på et minimum.
Find inspiration til rekruttering af frivillige her.
- Hvilke opgaver kan frivillige løse i jeres forening
- Hvor finder I potentielle frivillige, og hvordan skriver I et godt opslag på www.frivilligjob.dk?
- Hvilke krav kan I stille til jeres frivillige?
- Hvordan sikrer I en god introduktion, og hvordan fastholder I jeres frivillige?
- Hvordan siger I farvel til jeres frivillige?
- Skal I have en frivilligpolitik?
- Hvordan forventningsafstemmer I med de frivillige?
- Hvordan håndterer I konflikter mellem frivillige?
- Hvordan fordeler I ansvar og pligter?
- Hvordan sikrer I en god kommunikation og sørger for, at de frivillige trives med deres opgaver?
Fundraising
I frivilligcentret kan vi hjælpe med fundraising. Du er altid velkommen til at kontakte os med henblik på at lave en individuel aftale, hvor vi kan give gode råd og feedback på en konkret ansøgning. Vi samler på tips og tricks om fundraising og afholder løbende kurser om emnet, hvor vi bl.a. inviterer fundraisere ind, som kan dele ud af deres viden og erfaringer.
Vesterbro Lokaludvalg, Kgs. Enghave Lokaludvalg og Valby Lokaludvalg uddeler puljemidler hver måned. Puljemidlerne skal anvendes til tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for borgere og brugere i lokalområdet.
Ansøgningsfristen er den 20. i hver måned for Kgs. Enghave Lokaludvalg, den 15. i hver måned for Valby Lokaludvalg, og for Vesterbro Lokaludvalg er det også den 15., men dog ikke hver måned – tjek deres hjemmeside.
Frivilligcentret hjælper selvfølgelig gerne med gode råd og sparring i forbindelse med ansøgning.
Legatbogen er et register over alle fonde og legater i Danmark og et oplagt sted at kigge efter nye mulige midler. Legatbogens mission er at gøre legatsøgning nemt og effektivt og at blive det digitale mødested, hvor de bedste ansøgere møder de rigtige fonde. Søgemaskinen er gratis, og er udviklet i samarbejde med en lang række partnere, blandt andre Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Frederiksberg Kommune og Københavns Universitet. Find Legatbogen her: https://www.legatbogen.dk/
Dokumentation og evaluering
Dokumentation og evaluering er en vigtig del af foreningers arbejde. Dokumentationskravene er især store, hvis I søger penge fra offentlige puljer og private fonde, hvor der er fokus på SMART-mål, forandringsteori og effekt. De stigende krav til dokumentation og evaluering kan virke uoverskuelige og frustrerende. Men de kan også være konstruktive redskaber til at fortælle noget om, hvorvidt indsatsen virker efter hensigten – og bruges til at forbedre og udvikle foreningens arbejde.
De stigende krav til dokumentation og evaluering kan virke uoverskuelige og frustrerende. Men de kan også være konstruktive redskaber til at fortælle noget om, hvorvidt indsatsen virker efter hensigten – og bruges til at forbedre og udvikle foreningens arbejde. Så tag fat i os, hvis I ønsker at arbejde med dokumentation og evaluering.
Vi kan hjælpe jer med at finde ud af:
- Hvad er SMART-mål og forandringsteori – og hvordan arbejder I med det?
- Hvorfor ønsker I evaluering, og hvad vil I bruge resultaterne til?
- Hvad er målet med og virkningen af jeres indsats?
- Hvad vil I gerne vide om jeres målgruppe?
- Hvordan vil I indhente viden i praksis?
- Hvilken evalueringsform passer til jer?
- Hvordan sørger I for, at evalueringen ikke havner i papirkurven?